torsdag den 27. november 2014

Hvem lærte dig at sy?

Jeg er ved at sy et par bukser (det tredje i rækken af "hvornår-finder-jeg-et-buksemønster-der-passer-mig) og lagde i den forbindelse et billede på facebook, med en kommentar om, at jeg ville ønske, at jeg ikke havde dømt den gamle metode med spolehjul og karbon papir for gammeldags og ude, inden jeg overhovedet havde prøvet den.


Det har medført et spændende tråd med indslag om, dels at man ikke altid skal afskrive de gamle metoder bare fordi de er gamle og dels, hvem der har lært os at sy.
Jeg var ikke ret gammel, da min mormor første gang gav mig et sytøj i hånden og hun lærte mig siden at hækle, strikke og kniple, alt sammen inden jeg fik håndarbejde i folkeskolen.
Jeg GLÆDEDE mig til at skulle have håndarbejde, men hold da op hvor blev jeg skuffet. Jeg havde håndarbejde sidst i 70'erne og selv om vi havde et lokale der selv med nutidens standarter ville gøre mange misundelige, var det ikke det kreative, der var i centrum. 
Vi skulle alle sy det samme, i samme størrelse når det drejede sig om tøj og nej vi havde IKKE samme størrelse, jeg tror faktisk ikke nogen af os nogensinde kom til at bruge det tøj vi syede det første år. Andet år blev bedre, men vi fik stadig ikke mulighed for at udfolde os særlig meget og når vi endelig fik en chance for selv at vælge projekt, valgte vores lære stof og det var bestemt ikke det stof vi ville have valgt.  
Jeg skriver ikke dette for at udstille min håndarbejdslærer som en dårlig lærer, det var hun bestemt ikke, men hun havde tidens undervisningsmetoder og økonomi imod sig og så havde hun det nok også bedre med, at vi alle lavede nogenlunde det samme og ikke stillede alt for kreative krav eller også var det bare de retningslinier hun havde fået udstukket, der gjorde undervisningen så ufleksibel. 

Efter den oplevelse er det egentlig et under, at jeg kan li' håndarbejde i dag, for det var desværre dybt uinspirerede og meget demotiverende for de af os, der kunne lidt i forvejen. Heldigvis havde jeg min mormor, som viste mig at håndarbejde også kan være sjovt. Hun var og er nu i en alder af 94 mest glad for håndens arbejde, altså strik, hækling, knipling og håndbroderi, mens jeg altid har været mest til håndarbejde "med maskinhjælp" selv om jeg nu også har strikket en hel del inden jeg fik dårlige skuldre. 
Det skønne er, at jeg stadig imponeres over det flotte håndarbejde min mormor laver og hun imponeres over det jeg laver med hjælp fra maskiner og vi spørger stadig hinanden til råds.
Der er bestemt ingen tvivl om, hvem der har lært mig og givet mig kærligheden til håndarbejde 

Min mormor!


 

2 kommentarer:

  1. Man må sige, at jeg lever op til det gamle ord, nød lærer nøgen kvinde at spinde. I min ungdom var det ikke en mulighed at købe en dragt,hvor jakken var str. 42 og nederdelen str. 38, for ikke at tale om en kjole i str. 42, en bikini eller badedragt var helt umulig. Så jeg er i høj grad audodidakt, kurserne kom først senere, da det handlede om børnetøj

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har været lidt i samme situation Ester. Min mormor gav mig kærligheden til håndarbejde, men jeg har selv lært mig de fleste af de færdigheder jeg kan idag. Jeg var så usandsynlig heldig at få en anden til håndarbejde valgfag i 10. klasse. Hun var uddannet på Skals håndarbejds skole og hendes tilgang til faget var "prøv det! holder det er det fint, holder det ikke må vi lave det om" den læresætning har jeg taget med mig og bruger den idag over for mine egne kursister. Jeg lærte ikke så meget af hende, men jeg lærte, at alt var tilladt og det bare gjaldt om at kaste sig ud i sine projekter og tage ved lære af sine fejl og nyde når det gik godt. I dag nyder jeg at lære af mine kursister. De har så mange skønne ideer og kender så mange nye måder at gøre tingene på, at jeg hele tiden bliver beriget ed ny viden og det nyder jeg.
      Hilsen
      Lone

      Slet