mandag den 24. november 2014

Mere nørderi

Ja jeg ved godt jeg er lidt af en nørd - også når det gælder min strygehjælpemidler.
Jeg har efterhånden samlet mig og selv lavet et helt lille arsenal af strygedimser. 


Efter i flere år at have kigget misundelig på forskellige "Tailors hams" i amerikanske syvideoer, tog jeg mig sammen og syede min egen samling af "hams" i sommer.
Normalt ville man jo nok have nøjedes med én, men nørden i mig gav den gas og lavede fire forskellige, alle i skønt bomuldsstof med McCall mønstre fra Stof og Sy på den ene side og uldfrakkestof på den anden side. Inden i er der forstærket med lagenlærred.
Jeg har eksperimenteret lidt med fyldet. To af dem har fyld af gamle bomulds rester og to er fyldt med savsmuld fra hårdt træ. Umiddelbart synes jeg ikke der er nogen forskel i brugen, så hvis jeg skal lave flere vælger jeg nok savsmuld, da det trods det store arbejde er lettere at stoppe, end stofresterene.
Ideen med "skinkerne" er, at man kan stryge indsnit og sømrum over den form eller kurve, tøjet skal have i brug og jeg er blevet utrolig glad for at bruge dem alle - til hver deres formål.
De to i "skinkefacon" bruger jeg når jeg stryger indsnit og sømme der buer samt ikke mindst halskanter på T-shirts. Den lange pølse er genial til sømme i ærmer mens den lille pølse er suveræn, når jeg skal stryge skuldersømme og andre små sømme.


Ud over en mindre (eller større samling "skinker") har jeg også fået samlet forskellige strygestykker.
De to jeg bruger mest er min hvide silkeorganza, som beskytter mit stof mod stryge- og pressemærker, samt et gammelt blødt og glat viskestykke, der kan fugtes med vand,  når jeg skal presse "genstridige" sømme.


Og sidst men bestemt ikke mindst, har der sneget sig en mindre tømmerhandel ind i min systue.
Rundstokken bruger jeg til at presse buksesømme og andre sømme, hvor sømrummet kan blive synligt på retsiden, når det bliver presset.
Den firkantede pind er min interimistiske udgave af en tailors clapper. Et stykke hårdt træ, jeg lægger hen over en søm, der er presset med masser af damp. Træet suger dampen væk og efterlader sømmen skarp og flot.
Af alle mine strygehjælpemidler er mit stykke træ, nok det jeg bruger allermest og helst ikke vil undvære.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar